Opførelse af Asger Hameriks Requiem

Oplev stjerne­komponistens mesterværk


Frederiksborg Kammerkor sætter alle sejl til og inviterer til to forrygende opførelser af Asger Hameriks fantastiske Requiem i C-mol, Opus 34. I vores nye opsætning får vi besøg af altsolist Anne-Sofie Søby Pilmark og orkester med musikere fra Det Kongelige Danske Musik­konservatorium. Koret er udvidet til halvtreds sangere. Dirigent er vores eget livsstykke og korleder Paul Kim, der har arrangeret værket.
Ved uropførelsen i Baltimore 1895 og to senere opførelser i København 1908 blev det en triumf med begejstrede publikummer og anmeldere. Siden er det kun opført ganske få gange, men nu giver vi det fornyet liv!
Det bliver dramatisk og smukt, så der er garanti for gåsehud og en uforglemmelig oplevelse under intime forhold. Oplev mesterværket fra en af tidens store internationale komponister og dirigenter, som i dag er næsten glemt.

Billetter inklusive trykte koncertprogrammer (udleveres ved indgangen) købes her:

26. april kl 17, Sorgenfri Kirke

3. maj kl 17, Frederiksborg Slotskirke

ASGER HAMERIK

”Den største danske komponist Amerika har haft” *

Hamerik var i sin tid anset som den mest kendte komponist i Amerika.
Hans produktion omfatter symfonier, orkesterværker, kammermusik og større vokalværker, herunder hans Requiem fra 1886-87.

Hamerik blev født i 1843 og voksede op i København i et akademisk hjem, og han viste tidligt anlæg for det musikalske. Allerede som 16-årig komponerede han værker, der fik anerkendelse af samtidige komponister som J.P.E. Hartmann og N.W. Gade.

Frem til 1862 studerede han musikteori, klaver og komposition i København, hvorefter han studerede videre i udlandet, først London og Berlin, hvor han havde Hans von Bülow som lærer, derefter Paris, hvor han fik Hector Berlioz både som lærer og inspirator. I hele perioden komponerede han flittigt.

Den amerikanske karriere
Under en af sine rejser fik han et tilbud gennem den amerikanske konsul i Wien om at blive direktør for Peabody Institute i Baltimore, det første og meget velanskrevne musikkonservatorium i USA. Han tiltrådte i 1871 og tilbragte de næste 27 år af sin karriere her, hvor han fungerede som leder, lærer og dirigent.

Han gjorde her en stor indsats for at gøre det amerikanske publikum bredt bekendt med nordisk musik, samtidig med at han selv komponerede en række storværker. Ved siden af Niels W. Gade var han den mest kendte danske komponist uden for Danmark og i USA.

Efter sin hjemkomst til Danmark i 1898 stod han lidt uden for de nationale hovedstrømme, men i dag vurderes han som en væsentlig skikkelse i dansk romantik med et markant internationalt perspektiv.

Noter:
*) Citat fra Copenhagen Post, december 2016

Requiem i C-mol, Opus 34

“En stjernekomponists mesterværk!”

Asger Hameriks Requiem hører til blandt hans mest betydende værker, og han anså det selv for sit bedste værk.

Requiet blev uropført i Baltimore i 1895 som del af fejringen af 100 året for George Peabody’s fødsel (grundlæggeren af Peabody Institute). Værket blev opført med stort symfoniorkester, et kor på mere end 300 sangere og en af Amerikas mest berømte altsangere, Julie Wynan, som solist. Værket fik bragende gode anmeldelser i Baltimore, og da det i 1908 fik premiere i Danmark ved Koncertforeningen, var det sådan en succes, at det måtte genopføres en måned efter, denne gang med komponisten selv som dirigent!

Hameriks musikalske grundlag er tydeligt påvirket af hans tyske og franske uddannelse. Især hans påvirkning fra Hector Berlioz og periodens bredere romantiske tradition kommer til udtryk i hans Requiem med dramatiske orkesterforløb og iørefaldende dialogiske passager mellem kor og solostemmer.

Disse træk placerer værket som et stærkt kunstnerisk værk om liv, død og håb, – et emne han, ifølge komponistbasen, forstod med dyb religiøs og personlig alvor, selv om han ikke var katolik.

Frederiksborg Kammerkors version af værket

Som nævnt er det oprindelige værk skrevet for et stort symfoniorkester og kor. Til denne lejlighed har Frederiksborg Kammerkor fået genskrevet værket, så det harmonerer med en mindre orkesterbesætning og et mindre kor på en måde, så værkets grundlæggende struktur og dramatik bibeholdes.

Efter vores uropførelse vil Frederiksborg Kammerkor stille noderne til det nye arrangement af Asger Hameriks Requiem gratis til rådighed fra sommeren 2026 (i en elektronisk udgave).

Ved interesse: Henvend dig til korets formand Helle Kampmann Hillig på: helle.kh1@gmail.com.

Om uropførelsen
Det ny-redigerede værk uropføres ved to koncerter i foråret 2026. Billetter kan købes ved indgangen eller kan forud købes på place2book.com.

26. april 2026 kl. 17 i Sorgenfri Kirke. Køb her: place2book

3. maj 2026 kl. 17 i Frederiksborg Slotskirke. Køb her: place2book

Her kan du læse mere om Asger Hamerik og hans værk:

Indspilninger af det originale værk
Vi anbefaler indspilningen fra 1991 med Danmarks Radios Kor og Danmarks Radios Symfoniorkester, dirigent Ole Schmidt og solist Minna Nyhus fra fx Danacord eller Apple Music

Danmarks Radios indspilning med Danmarks Radios Kor og Danmarks Radios Symfoniorkeste, dirigent Thomas Dausgaard og solist Randi Stene kan findes på de gængse musikplatforme: